Hvad er enneagrammet
Et moderne menneskesyn
Enneagrammet er et dybtgående system til at forstå menneskers adfærd, personlighedsstrukturer og de motivationer, der ligger bag vores handlinger.
Modellen beskriver ni grundlæggende måder at orientere sig i verden på. Hver type repræsenterer et mønster af opmærksomhed, følelser, tanker og strategier, som vi ofte ubevidst udvikler for at navigere i livet.
Enneagrammet hjælper os med at forstå, hvorfor vi reagerer, som vi gør, hvad der driver vores handlinger, og hvordan vi kan udvikle os ud over vores automatiske mønstre.
Mere end en type
Selvom Enneagrammet beskriver ni mønstre, er det vigtigt at understrege, at du ikke er din type. Du har et typemønster.
Du er et menneske formet af genetik, relationer, livserfaringer og ubevidste mønstre m.m., som gradvist er blevet automatiserede måder at reagere på.
Enneagrammet beskriver ikke hele dig. Det beskriver dit temperament og de strategier, du har udviklet. Når du begynder at se disse mønstre klart, kan du også begynde at ændre dem.
Derfor bruger vi ikke Enneagrammet til at definere mennesker – men til at skabe større frihed.
Gamle rødder
Et levende felt
For os er Enneagrammet ikke en fastlåst teori, men et levende udviklingsfelt, der forbinder psykologi, relationel forståelse og menneskelig bevidsthed.
Vi står i en moderne og integreret tradition, hvor Enneagrammet bruges som et psykologisk kort over menneskelig adfærd, et relationelt og terapeutisk udviklingsredskab og en praksis for øget bevidsthed og ansvarlighed i relationer.
Det er netop denne kombination, der gør Enneagrammet relevant i terapi, coaching, ledelse og arbejdet med mennesker.
Større frihed
Vi arbejder med Enneagrammet, fordi vi tror på, at større selvforståelse skaber bedre relationer og mere ansvarlige måder at være menneske på.
Når vi kan se vores egne mønstre tydeligere, bliver vi mindre styret af dem.
Det giver mulighed for mere bevidste valg, mindre automatisk reaktivitet, dybere forståelse af andre mennesker og mere psykologisk tryghed i relationer.
Enneagrammet er for os ikke en typeinddeling af mennesker – men et kort over menneskelig bevidsthed og udvikling.
Krop, hjerte og hoved
Enneagrammet beskriver ni personlighedstyper, men modellen rummer også en dybere struktur. En central del er de tre intelligenscentre: krop, hjerte og hoved.
Disse centre repræsenterer tre grundlæggende måder at bearbejde livet på.
Kropstyperne – type 1, 8 og 9 – orienterer sig ofte omkring selvbestemmelse, kontrol og instinktiv respons.
Hjertetyperne – type 2, 3 og 4 – orienterer sig omkring relation, opmærksomhed og identitet.
Hovedtyperne – type 5, 6 og 7 – orienterer sig omkring sikkerhed, forståelse og mentale strategier.
Centrene viser, hvor vores opmærksomhed naturligt orienterer sig – og hvor vores største udviklingsmuligheder ofte ligger.
Nuancer i typen
Ingen mennesker er helt ens – heller ikke inden for samme enneagramtype.
I Enneagrammet påvirkes hver type af sine nabotyper i cirklen. Disse kaldes vinger. En type kan derfor udtrykke sig forskelligt afhængigt af, hvilken vinge der er mest aktiv.
For eksempel kan en type 9 have en 8-vinge, der giver mere styrke og handlekraft, eller en 1-vinge, der giver større fokus på struktur og forbedring.
Vingerne skaber en mere nuanceret forståelse af personligheden og viser, hvordan mennesker inden for samme type kan udtrykke sig meget forskelligt.
Fra reaktion til respons
Når vi arbejder med mennesker og personlighedsforståelse, er etik afgørende.
Den danske filosof K. E. Løgstrup formulerede det sådan:
“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”
Når vi bruger Enneagrammet, må modellen aldrig reducere mennesker til en type. Enneagrammet er et redskab til forståelse – ikke en etikette.
I mødet med andre mennesker må vi derfor altid spørge os selv: Ser jeg dig som et menneske – eller som en type?
Det etiske ansvar er en vigtig del af arbejdet med Enneagrammet, særligt i coaching, terapi og undervisning.
De 9 enneagramtyper